Handel er essentielt

Hvilken vej vil du gå efter Folkeskolen? En studentereksamen fra Handelsgymnasiet giver dig et solidt fundament for din videre uddannelse og karriere. Det gælder uanset om du endnu ikke har kredset dig ind på, hvad du drømmer om at arbejde med, eller du måske allerede har gjort dig tanker om din fremtid.

Tæt samspil med erhvervslivet

Med en HHX får du en gymnasial uddannelse på tre år, hvor fokus er på at klæde dig på til fremtidens arbejdsmarked. Undervejs bliver der lagt vægt på faglighed, studiekompetence, innovation, sprog og international viden i tæt samspil med erhvervslivet. Det gør Handelsgymnasiet til det oplagte valg for dig, der overvejer en karriere inden for områder som økonomi, jura, psykologi, it, ledelse, sprog eller markedsføring og handel.

Vælg mellem tre studieretninger

Vælg mellem tre studieretninger på HHX

En studentereksamen fra Handelsgymnasiet består af obligatoriske fag, valgfag og din studieretning. Det første halve år gennemfører du et grundforløb med fag som dansk, engelsk, matematik, samfundsfag og virksomhedsøkonomi. Sprog og kultur, IT, international økonomi, innovation og iværksætteri indgår også i grundforløbet. Det giver dig et fagligt fundament og grundlaget for at vælge din studieretning blandt tre mulige:

  • Økonomi  – for dig, der kan lide at arbejde med tal, økonomiske analyser og statistik. Studieretningen har to linjer: Finans og Samfundsøkonomi
  • Marketing – for dig, der brænder for salg, afsætning, reklame og virksomhedsøkonomi i Danmark og i udlandet. Studieretningen har fire linjer: Marketing, Innovation, International økonomi og Sport Leadership
  • International – for dig, der vil have et internationalt perspektiv og sprog som en bærende del af din studentereksamen. Studieretningen har tre linjer: Handel og kultur, Sprog og Global Studies